Mange af os befinder os, på et eller andet tidspunkt i vores liv, i den overvældende situation, at vi er på vej ud på boligmarkedet for at købe os et hjem. Det er en situation der indeholder en helt masse forskellige følelser. Der er mange positive ting der kører rundt: man ser frem til endelig at få et hjem, man kan kalde helt sit eget, og måske glæder man sig til at stifte familie eller andet der. Men det er også blandet med en masse angst. Det er jo en stor ting man er ved at kaste sig ud i, og man skal gerne gøre de ordentligt. Det er dyrt at købe en bolig, og man låser sig rimeligt meget fast i de beslutninger man tager. Så man skal have overvejet tingene godt og grundigt før man skriver under på den stiplede linje, der gør én til ejer af den bolig, man har vurderet passer til ens behov.
Men hvad kan man gøre som boligkøber for, at sikre sig, man får alle overvejelser med? Et rigtigt godt trick i den sammenhæng er, at dele tingene lidt op. Hvis du går rundt i boligen og prøver at overskue alle de ting, der er værd at overveje, på én gang, så vil du både blive overvældet og stresset. Det er ikke noget der er særligt gavnligt: når vi mister overblikket, så er der ekstra stor risiko for, at vi overser noget der er virkeligt vigtigt.
Så du bør dele tingene op, og se hjemmet fra de forskellige vikler én ad gangen. Ved at vælge nogle bestemte vinkler på forhånd, så kan du gennemgå huset flere gange med forskellige ”briller” på: hvor du hver gang fokuserer på bestemte dele af boligen, ud fra en særlig tankegang.
En af de første vinkler du bør bruge er den byggetekniske. Forestil dig, at du er Byggesagkyndig og skal gå boligen igennem for tekniske fejl og mangler. Her kan du i høj grad læne dig op af tilstandsrapporten, men du kan også lade dig inspirere af den struktur, som rapporten lægger op til bliver brugt til at vurdere ting helt generelt. Hvis du føler dig usikker på dette område, så er det også muligt at hyre en byggesagkyndig til at komme med dig ud for at inspicere boligen.
Derefter kan du tage ”gør-det-selv” brillerne på, og se hjemmet fra den vinkel. Hvis græsplænen ikke er specielt pæn, så kan du ud fra denne vinkel hurtigt konkludere, at problemet kan løses hurtigt og billigt med noget rullegræs. Du får altså fokus på de ting, der er nogenlunde lette at løse, og som derfor ikke bør skræmme dig væk fra den bolig du kigger på.
Den sidste vinkel vi vil nævne her, er salgs-vinklen. Det er rart at vide, at man let kan sælge sit hus igen, hvis man skifter mening eller får nye behov. Prøv derfor at forestille sig, at du skulle sælge denne bolig – er der noget du føler vil gøre det ekstra nemt eller svært?