Jeg er en utrolig pragmatisk mand, og det er noget, der skinner igennem i alle områder af mit liv. Når det kommer til mode, så er min hungren efter praktiske ting selvfølgeligt noget, jeg kombinerer med en sans for det æstetiske. Selvfølgeligt kan jeg godt lide at se godt ud, og det spiller en ret stor rolle i min beslutningsproces. Men jeg er alligevel pragmatisk indstillet: jeg køber ikke noget bare fordi det ser flot ud. Jeg tænker de praktiske aspekter ind i det: har tøjet farver, der passer til resten af min garderobe? Vil det føles komfortabelt at have på lige nu, eller vil jeg føle mig for varm eller kold? Kan tøjet holde til at blive vasket i vaskemaskinen, eller kræver det at jeg finder tid til håndvask eller penge til rens? Alle den slags spørgsmål dukker op i mit hoved helt automatisk, og jeg gennemgår en form for mental tjekliste hver gang jeg er ude for at handle.
Jeg tror det er sundt at have en balanceret tilgang. Hvis jeg udelukkende tænkte praktisk, så ville jeg nok ligne en hjemløs. Hvorfor bruge unødvendigt mange penge på en flot jakke i den rigtige størrelse, hvis jeg kan tage i Genbrug og få en grim og forvasket jakke, der er alt for stor, som kan holde mig ligeså varm? Jeg kan godt lide at se præsentabel ud, og man kan måske også godt argumentere for, at der er nogle praktiske aspekter i at være iklædt moderigtigt tøj. På den anden side, så kan moden heller ikke stå helt alene. Hvis jeg var helt mode-fanatisk, og ikke bekymrede mig om det praktiske, så ville det heller ikke være særligt fedt. Så ville jeg være nødt til at købe helt nyt tøj hver eneste sæson, og det ville altid være noget rimeligt markant eller ekstremt. Jeg ville sikkert fryse om vinteren og svede om sommeren. Tøjet ville falde fra hinanden før sæsonen var ovre, og alligevel se klodset og umoderne ud, hvis jeg gemte det til året efter. Det ville være spild af penge, give mangel på komfort, og alt i alt bare være håbløst.
Så balancen er vejen frem. Men hvordan kan man nemt og hurtigt finde frem til noget tøj, der er både praktisk og moderne? Her har jeg et hemmeligt trick: min families fotoalbums. Det var eksempelvis sådan jeg valgte min nye jakke.
Hvis du bladrer rundt i et fotoalbum, så kan du nemlig holde øje med, hvilke jakker folk har på igennem tiderne. Her vil du hurtigt opdage, at nogle jakker er tidløse: de er altid flotte at se på, og går ikke rigtigt af mode. Ved at kigge på, hvad der har holdt igennem tiderne, kan du danne dig en fornemmelse af hvilken type jakke, der også har gode chancer for at forblive flot og moderne de næste mange år. Det er den type jakke du bør kigge efter!