Moden er i evig forandring, og det gælder også vintermoden. Det er dog som om, at hastigheden for de modemæssige ændringer hænger sammen med temperaturen: moden i de varmere måneder har det med at skifte hurtigere, og mere drastisk, end moden i de koldere måneder. Hvis du tager noget tøj på om sommeren, der var moderne for 3-4 år siden, så har du en rimelig høj risiko for, at det vil blive set som umoderne. Hvis du derimod tager den vinterjakke på, som du har brugt de sidste 4 år, så er der ingen der ser skævt til det: det er måske ikke den sidste nye mode, men den passer stadig fint ind.
Af og til bør man dog alligevel lige friske sig vintergarderobe op: for det står trods alt ikke helt stille. Samtidig er der nogle år, hvor det er som om stilen virkeligt rykker sig, og her kan man så risikere at den gamle vinterjakke simpelthen ikke passer til årets mode. Det plejer dog at være rimeligt cyklisk, så lad endeligt den gamle jakke blive hængende i skabet: der er god chance for, at den igen er moderne om et år eller to.
Så hvad gør man, hvis den gamle jakke ikke passer til årets vintermode? Jamen så har du alletiders undskyldning for at tage ud, og købe det sidste nye skrig! Moden i år er nemlig blevet dejligt modig, og sætter noget mere kulør på hverdagen. Vinteren kan ofte være en rimeligt deprimerende tid, og de mørke og kedelige farver, der ofte er populære om vinteren, hjælper ikke rigtigt på det. Men i år er det nye og mere spændende farver der danner grundlaget for årets vintermode.
Der er to forskellige tilgange til moden i år: enten er vinterjakken i centrum, og ellers er jakken fuldstændigt neutral. Hvad du foretrækker er selvfølgeligt op til dig, men du bør vælge enten den ene eller den anden ekstrem.
Du kan eksempelvis købe en rød vinterjakke, der virkeligt gør opmærksom på sig selv. Hvis det passer til din personlige stil kan du også være endnu mere ekstrem, og købe noget i neon-farver: men så langt behøver du ikke at gå, hvis det ikke passer dig. Hvis du har en vinterjakke der virkeligt fanger opmærksomheden, så bør du holde resten af vinterpåklædningen rimelig neutral. Det kan du eksempelvis gøre ved at have helt sorte vanter og et sort eller gråt halstørklæde på. Lad jakken skille sig ud.
Hvis du gerne vil gå den anden vej, så vælger du ganske enkelt en neutral vinterjakke. Det kan være du allerede har en sort eller grå jakke liggende fra sidste år: den kan du fint benytte. Så skal du bare pifte looket op med nogle farverige vanter og et halstørklæde med et spændende mønster. Hemmeligheden ligger i kontrasten imellem jakken og tilbehøret.