Kreativiteten Bør Kende sine Grænser i Indretningen

En af de dejlige ting ved at have et hjem, som man kan kalde sit eget, er at man kan indrette det lige som man har lyst til. Nogle ser dette som en irriterende opgave, som bare skal overstås. Andre ser det som en sjovt aktivitet hvor de virkeligt kan slippe kreativiteten løs, og indrette hjemmet så det skinner af personlighed. Denne artikel er skrevet til dem, der måske har tendens til at lade kreativiteten tage overhånd. Det kan nemlig nemt ske: vi lader os rive med, og har den ene kreative idé efter den anden, og pludseligt har vi en stue der ikke pynter men roder.

Det kan dog være svært at vide hvor man skal stoppe. Skal man helt lade være med at være kreativ, og så bare indrette sit hjem fuldstændigt efter en eller anden skabelon man har fundet på internettet, eller ud fra et billede fra et IKEA katalog? Selvfølgeligt ikke. Der skal være plads til kreativitet og et personligt præg. Det handler dog om at bringe det i balance.

Du kan se det kreative som de ting, en kunstner maler på et lærred. Det er penselstrøgene der er hans kreative udtryk. Men læg mærke til, at han ikke selv bygger lærredet, eller bruger et lærred i en helt unik farve. Langt de fleste malerier er lavet på et hvidt kanvas der er firkantet. Der er altså nogle faste rammer for kreativiteten, og det er en god ting. Så ved vi nøjagtigt hvad det er vi skal lægge mærke til, når vi kigger på et maleri. Vi bliver ikke distraheret af de ting, der er essentielle og kreative: for det er dem der skiller sig ud, ovenpå det velkendte og rolige.

Indretningen af din bolig bør foregå på samme måde. Dit kanvas er de sikre valg når det kommer til boligindretningen. De tidløse elementer, der understreger god minimalistisk indretning. Hvis disse elementer stod alene, så ville din stue stadig være pæn og god indrettet. Den ville blot mangle personlighed. Når du har dette fundament, så kan du begynde at være kreativ ovenpå det: indlægge dine egne små idéer, og gøre opmærksom på din egen personlighed. Prøv dog at holde dig til så få elementer som muligt: dit kanvas skal gerne have lov at skinne igennem.

Et godt eksempel er en stue med en flot lædersofa af høj kvalitet, et stort fladskærms-TV der hænger på væggen og et par ph lamper der står i rummet. Det er de ”sikre” valg: stilen er lagt, og indretningen er praktisk og flot allerede. Nu kan du så begynde at opsætte et par farverige malerier, eller en skriggrøn lænestol – hvad end der falder dig ind. Du tager udgangspunkt i det der eksisterer, og gør det til dit eget, ved at tilføje nogle ting til opsætningen.